“Når forandringens vinde blæser…”Du kender helt sikkert fortsættelsen med vindmøller og læhegn.
Der er tider til møller og tider til hegn – og sågar til kite- og windsurfere.
Der er tider til Udvikling og tider til Afvikling.
Om du reagerer på den ene eller på den anden måde, hverken kan eller vil jeg bestemme – men fortæl gerne historien, så den ikke bliver glemt.
Jeg har i de sidste dage taget mine sædvanlige morgenture langs Balka-bugten til Snogebæk efter “friskbagt brød”.
Forandringer fylder konstant mit indre og ydre synsfelt.
Der er truffet mange “store” beslutninger på denne sandstrand, der i disse dage er mindst 10 meter bredere end normalt – vandstanden i Østersøen er nemlig historisk lav her i starten af ‘26, da der har været meget østenvind.
Men stranden har været vidne til alt fra uskyldig forelskelse over kærlighed til brud.
Der har været håb, genforening og der har været taget det sidste uigenkaldelige farvel.
Der er blevet ført utallige indre diskussioner om livsstil- & jobskifte.
Der er blevet tænkt flere tanker, end der er sandkorn og bølgeskvulp.
Der er forholdsvis få huse i første række – dem med havudsigt året rundt.
Nogle står som de gjorde i min barndom.
Nogle har fået en tilbygning – ja, i nogle tilfælde måske nærmest en byld.
Og endelig er der huse, der er væk og erstattet af noget nyt.
De fleste har skiftet navn på postkassen – nogle har jeg besøgt utallige gange; nogle koster mange millioner og andre bare en enkelt; nogle har gået fra købmand over Bodega til sommerhus og et enkelt er endda blevet skåret op og fragtet et par hundrede meter ned ad vejen for at blive sat sammen igen på en ny måde.
Hvis jeg vender mig om, så kan jeg se ned på det karakteristiske gule hus i bunden af bugten. Huset har prøvet det meste: lige fra afholdsrestaurant, pension, ishus, minigolfbane og Café/Bistro.
Én af mine gamle venner, der har boet der i mange år, har nu solgt cafeen i Rønne, hvilket nok vil give ham de første 60-80 timers frihed om ugen, som han så kan bruge til noget andet.
Når jeg drejer hovedet lidt til venstre, så kan jeg se ind til Nexø.
Byen, der i min barn- & ungdom, var Danmarks fjerde største fiskerihavn – byen, hvor der nu vist er under 10 R-kutere tilbage.
Byen, hvor det i en årrække var næsten normalt, at teenagere købte B&O anlæg kontant efter nogle få dage på havet – og hvor nogle desværre aldrig nåede i land.
Og hvor det gjorde økonomisk ondt på alle, da fiskeriet var slut – næsten fra den ene dag til den anden.
Byen hvor man nu under sporadisk protest river siloer ned.
“Kulturhistorie-overgreb” – “Ressourcespild”.
Men noget skal afvikles for at kunne udvikles.
Jeg tror ikke, at Nexø helt har fundet identiteten igen.
Ved to af indfaldsvejene ligger gamle stolte fabrikker, der er genfødt som en form for rugekasser for mindre iværksætter-virksomheder.
Den ene er en gammel møbelfabrik, der ligger overfor mit barndomshjem, der husede min fars gartneri, som han sørgmodigt og tvungen måtte lukke. Det var ikke sjovt, at man som 3. generation måtte være den, der skulle dreje nøglen for sidste gang.
Nogle af drivhusene står der stadig og huser byens Sommerfugle-park.
I byens nordlige ende lå en anden gammel stolthed: Konservesfabrikken – og også her spirer det på ny.
Her bor bl.a. Line Falk på ganske få kvadratmeter og producerer alverdens alkoholiske smagsvarianter af de bornholmske frugthaver.
Der er ikke nogen af dem, der er blevet rige – endnu.
Det tager tid at blive en succes – også økonomisk.
Der er masser af dårlig rådgivning, søvnløse nætter og arbejdsraseri, der først skal overvindes.
Den samme historie fik jeg da jeg kørte ud i de sydvendte klitter i weekenden for at forny garderoben lidt.
Forældrene og deres børn er alle iværksættere og gør det godt – men ikke uden lange dage, udmattelse, stædighed, held og forudseenhed.
Jeg sender en tanke til alle de selvstændige erhvervsdrivende og iværksættere jeg kender – en tanke til alle jer, der forsøger at skabe jer en fremtid, en formue, et aftryk eller bare et liv I kan tåle at leve.
Jeg er nået igennem det lille fiskerleje, der summer af liv om sommeren og som er mørkt og tillukket resten af året – bortset fra lystfiskere, der vader 50 meter ud i det lave vand på jagt efter en havørred; havfugle, der jagter anden føde eller hinanden; hundeluftere og vinterbadere, der gør og bjæffer og har tændt op i saunaen på havnen.
Jeg har gået forbi min afdøde onkels tidligere pensionat, hvor der nu bliver produceret og solgt luksus chokolade.
Jeg har kastet blikket ned ad gaden, der løber forbi en gammel feriekoloni, hvor kejtede pre-teeanageres fingre indimellem blev flettet, og nogle fik lidt for meget billig æblesnaps.
Jeg har gået forbi husene, hvis tag er nytækket, urørt eller fyldt med solceller eller mos.
Jeg har gået forbi huset, der var ved at falde fra hinanden, men som nu har rejst sig som Fugl Fønix og står totalt renoveret.
Jeg har gået forbi den gamle campingplads, der blev bestyret af en klassekammerats forældre, men som nu er væk og erstattet af mange ens sommerhuse.
Jeg kigger ned af de hullede grusveje, der aldrig bliver repareret, for så kører vi alle for stærkt.
Væk fra det, der var engang.
Væk fra det, der ikke helt er fremtid endnu.
Væk fra fortællingen.
Jeg forlader stille og roligt stranden, vandet og tankerne med morgendagens fuldmåne i ansigtet og solens begyndende glød bag mig.
