Søndag d. 5. juli
Vi vågnede ved 9-tiden, og jeg hundefrøs.
Jeg ventede med at stå op, og det resulterede i, at jeg først kom op kl. 10, og da var det holdt op med at regne. Men det havde regnet hele natten, og vi fandt ud af, at Kenns telt ikke var vandtæt, så alt mit tøj, rygsæk og det hele var bare vådt.
Min bagage lå nemmelig inde i hans telt.
Denne lille sjove oplevelse samtidig med at jeg stadig havde en dundrende hovedpine gjorde dagen til en af de værste.
Vi fik lavet noget havregrød, og efter det måltid gik vi på indkøb.
Der stod bl.a. chokolade og postkort på listen.
Så skrev Karsten og jeg kort – han til Karin og jeg skrev til Vicki, som jeg slet ikke havde fået skrevet til, da hun var i USA, så jeg følte, at det var på tide.
Efter skriveriet skulle vi pakke teltene sammen.
Der var vådt og myg overalt. Jeg havde stadig hovedpine, så det var festligt.
Vi tog afsted ved 13-tiden og gik et par kilometer, hvorefter vi lavede en gang suppe.
Jeg tabte selvfølgelig min kop – og den gik i stykker.
Men den første vildmarks-suppe gav dog trods alt energi.
Her står Kenn og Karsten og ser meget tekniske ud. De snakker vist nok om vandet.
Vi gik og vi gik. Der var ingen myg af betydning – de har nok frosset, da det kun var omkring 5 grader.
Vi gik forkert, men fandt dog ud igen og fortsatte.
Det var skøn natur og lige pludselig begyndte solen at skinne.
Omkring ved 19-tiden søgte vi op i fjeldet og slog telt op. Vi havde da gået omkring 15-16 kilometer.
Så lavede vi mad og te.
Men da solen forsvandt blev der koldt – ca. 3-4 grader – og Karsten besluttede sig for at gå en tur. Det havde vi andre dog ikke lyst til – vi ville hellere fryse.
Og jeg frøs temmelig meget på trods af, at jeg på det tidspunkt havde 1 undertrøje, en skjorte, en sweatshirt, en sweater, en jakke, en hue, et par vanter, to par sokker, et par bukser og militærstøvler på.
Hovedpinen var dog gudskelov væk og der var en fantastisk natur, og jeg er stolt over at have lavet sommerens første snebold.
Myggene er faktisk meget venlige heroppe. Der er for det første ikke ret mange af dem, og de der er tilstede stikker godt nok, men der kommer ingen hævelser og det klør ikke..
(Denne udtalelse bliver ændret på et senere tidspunkt)
Det endte alligevel med, at Kenn og jeg ville finde Karsten og få lidt varme.
Vi fadt ham et godt stykke oppe på bjerget (fjeldet), og vi blev enige om, at vi skulle op til sneen.
Der var stejlt, men en fantastisk udsigt.
Karsten og jeg lavede et DK skilt i sneen af sten, mens Kenn kastede sne på Kartsen imens.
Da vi var kommet ned igen (vi løb ned) lavede vi te og Onkel Kenn læste højt af Kalla Anka.
Vi gik i seng ved 23:30-tiden og da var det stadig lyst.
Velkommen til midnatssolens rige.
Det regnede en smule i løbet af natten, men jeg frøs ikke så meget.