Lørdag d. 4. juli
Efter Hallsberg synes jeg, at vi kører i den forkerte retning.
Jeg synes i hvert fald ikke, at vi skulle have kunnet drejet så meget, at toget er vendt om, så vi stadig kører i den rigtige retning – mod nord.
Karsten og Kenn sover sødt, mens jeg sidder og funderer ud over nogle træer i Örebro.
Noget af det flotteste menneskene har skabt er det fantastiske glimt, som der er i en blankslidt togskinne, som er bestrålet af en gul gadelygte.
Det erstatter den måne, som er godt gemt bag tunge regnskyer.
Vi kører stadig baglæns.
Nu kommer der sikkert en hel masse mennesker ind. Der var i hvert fald en, som pegede på vores vogn, og begyndte at løbe.
Jeg lader som om jeg sover, hvis der kommer nogle herind.
Vi ses.
Det hjalp ikke en skid – de larmer som ind i helvede, og havde pladsreservation.
Det var nogle finner, kunne jeg høre på deres rædselsfulde sprog.
Karsten og Kenn er i hvert fald vågne nu. Sikke en vækning. Fy for satan.
De to finner sidder og lægger hemmelige planer i øjeblikket.
Jeg vil håbe, at de snart skal af, da det som antydet er et yderst rædselsfuldt sprog.
Nu er klokken snart 00:30, og jeg tror ikke, at jeg får sovet ret meget i nat.
Vi kører stadig baglæns.
Jeg fatter det ikke for i følge kortet kommer vi stadig længere og længere nord på.
Tilbage til finnerne: Det er en far og hans søn. “Koks-i-kakkelovnen”.
Den eneste, som der kan blive problemer med, er Kenn, da hans pladsreservation gælder i en hel anden kupé.
Nu er de gudskelov ved at slappe af, og mine to rejsefæller er ved at nikke af igen.
Det er en lille hård finne med sort hår og overskæg og læderjakke. Han har garanteret kniven spændt fast ved benet.
Kenn sidder bare ret op og ned og sover. Karsten sidder og ligner en hængt kat. Han mener også, at vi kører den forkerte vej.
Finnerne skal nok ikke køre med hele natten, da de ikke ser ud til at ville sove.
Det er sådan set et held, at vi ikke kan forstå hinanden, for så behøver vi ikke at tænke så meget over, hvad vi sidder og siger – og vi behøver ikke at snakke med dem.
Kupeen bliver sikkert fyldt op på et andet tidspunkt, da Karsten og jeg har nr. 65 og 66, finnerne nr. 63 og 64. Kenn har et sted i 30’erne. Det ender sikkert med, at han bliver vippet ud.
Kontroløren kommer sikkert snart – her har fandeme været mange af den slags.
Nu sover Karsten igen, og det samme gør mit ben. Jeg sidder spændt fast mellem Karsten, 2 finner og Kenn – Dejligt!
Det har foreløbigt været en ret sjov tur, og det håber jeg fortsætter. Jeg venter mig faktisk en hel del af denne tur.
I starten af denne “bog” skrev jeg mest en form for stikord, men nu bliver det hele sætninger, som så senere bliver til afsnit, som jeg bare vælter ud af ærmet. Det må være toget, der inspirerer mig så meget, at det bare går helt af sig selv.
Hvordan kunne jeg egentlig vide, at de to finner skulle ind i netop vores kupé? Har det noget med en 6. sans at gøre?
Men hovedsagen er, at de sidder og stirrer og snakker – og snakker lidt mere. Jeg forstår ikke et ord, og det irriterer mig lidt.
Så er der ca 19-20 timer til, at vi skal af dette dejlige tog.
Vejret ser ud til at blive bedre i morgen.
Nu sidder de sgu også og spiser chokoladekiks, og de smasker ret meget. Man skulle tro, at de kom fra en romersk ædegilde – de ER kvalificerede.
Hold nu kæft! Er I ikke klar over hvad klokken er? Nu kommer kontrolløren igen, tror jeg…Næh, der kom ikke nogen.
Der er ikke så mange træer mere – er vi ved at komme nord på mon?
Vi er på højde med Oslo i øjeblikket.
Gud, de har også salami i Finland. Gad vide hvad det hedder?
Nu er ungen ved at sluge en plastikdunk med saft og sagde samtidig noget med sprit. De begynder da ret tidligt deroppe.
Nu er trætheden ved at melde sig, men der er ikke rigtig plads til at sove, da Karsten bruger halvdelen af mit sæde til fodskammel.
En ny station nærmer sig, og skal dermed indtegnes.
Nej, hvor ser her bart ud. Akkurat som efter en skovbrand.
Det ser ud, som om han vil ryge, men det får han sgu ikke lov til. Dette er en ikke-ryger kupé.
Næste gang jeg kører i tog, så tager jeg en kassettebåndoptager med, da alle de lyde fra toget og klokkerne udenfor, er den bedste nervemedicin der findes.
Man bliver bare så dejlig afslappet af det.
Han har stoppet cigaretten ned igen, god dreng.
Hvorfor kan jeg ikke forstå finsk?
Vi nærmer os en by. Mere lys – mere liv. Lækkert.
Klokken er 01:30 sagde kirkeuret.
Jeg kan ikke længere indtegne, da jeg ikke kan se noget.
Der er utrolig mange søer heroppe. Nok troede jeg, at der var søer i Sverige, men at der skulle være så mange, og at de skulle være så store – ja, det vidste jeg ikke.
Kenn og Karsten er vågnet, men Kenn faldt i søvn igen med det samme. Karsten sender mig et ondt smil – kan han ikke lide finsk?… og falder i søvn igen.
Kenn vågner igen og siger: “Det kan de sgu da ikke tillade sig” og Karsten, som igen er vågnet, giver ham fuldstændig ret.
Godmorgen!
Jeg er den eneste, som er vågen. Jeg ved ikke hvad klokken er eller hvor vi er henne. Men jeg ved, at det stadig regner, og at det er temmelig diset og klamt.
Jeg har sovet ad helvedes til, men det har de andre sikkert også.
Lige nu sidder jeg og holder øje med kortet og landskabet for at finde ud af, hvor vi befinder os.
Jeg tror, at jeg har fundet ud af hvor vi er henne. Vi er i Bollnäs, næsten helt ude ved kysten et par hundrede kilometer nord for Stockholm.
Der er bare vådt overalt.
Klokken er 04:50 (dvs at jeg har sovet ca 3 timer), og jeg tror, at vi får en særdeles våd tur. Alt sejler i vand. Man ser sandsække og oversvømmede veje hele tiden.
Klokken er nu 12:50 og Kenn sidder og udfolder sine sproglige kundskaber med den finske dreng. Det lyder utroligt sjovt.
Kenn sidder bare og spørger hele tiden, mens drengen sidder og siger: Hva´?! – Når han endelig siger noget på finsk, så er det Kenn, der ligner et spørgsmålstegn.
Her er ikke andet end træer og træer og vand. En stor del af træerne er brændt af, men hva`?, der er jo nok af dem.
I Jörn kl. 13:09 – 1.002 km fra Stockholm og 261 moh.
Livet farer forbi, som en stor pandekage.
Ca. klokken 17 kom en helt rødklædt sindsforvirret svensk person slæbende på en rød rygsæk og styrthjelm ind i vores kupé.
Han spurtgte og spurgte: Kann Ni se svensk TV i Bornholm? Hvor langt är där ifron Koldinge til den tyske gränse? Osv Osv Osv.
Vi faldt hurtigt i søvn på skift eller var meget tissetrængte.
Da vi nærmer os Kiruna ved 18:45-tiden forsvandt han og vores glæde var fantastisk stor. Han havde 2 moped og var fantasisk stolt.
Fy for fanden, hvor er der vådt overalt!
Vi er nu 522 meter over havet (uden for Kiruna)
Vi ankom til Abisko omkring ved 21-tiden. Der var lækkert. Fin natur med nogle flotte bjerge – men det regnede, og butikkerne havde lukket.
Vi fik anvist en teltplads – inde i en skov.
Det regnede stadig og myggene var over os med det samme.
Karsten og jeg havde begge to en fantastisk ubarmhjertig og ulækker hovedpine, og var fuldstændig rundtossede og svimle.
Vi fik da rejst teltene, og jeg gik efter vand. Jeg gik og gik og spurgte og gik, men jeg kunne ikke finde noget vand.
Så gik Kenn og han fandt noget med det samme, og han fandt også noget mad frem, og begyndte at lave mad.
Men det tog jo lang tid, så vi fandt Karstens nødration frem og spiste det mærkelige tørre hundeæde (nej, jeg ville ikke engang give det til en hund) – men det smagte egentlig meget godt.
Maden blev færdig – det smagte underligt, men det blev spist. Vi gik i seng ved 23-tiden og faldt hurtigt i søvn.