Karsten og jeg havde ofte snakket om en tur til Lapland. Samtalen blev især ført efter vores vellykkede “Bornholm Rundt” tur i sommeren 1980.
Efter den tur mente vi, at vi havde den nødvendige “gårutine”, som en tur i fjeldene krævede.
Så en dag bestemte vi, at nu skulle det være.
Vi prøvede at skaffe oplysninger mht rejsen derop, og der faldt vi over DIS Rejser, som jeg kontaktede og billetter blev bestilt.
Turen derop (og hjem) kom til at koste 507 kr. pr. person, men derudover skulle lægge rejse til København; manglende udstyr, der skulle købes; mad og lommepenge.
Så for mit vedkommende beløb rejsen sig til ca. 2.000 kr.
Vi modtog vores billetter, udstyr og mad, og en dag kom Karsten og spurgte om jeg havde noget imod, at rejsen fik en tredie deltager – nemlig Kenn, som havde spurgt sin klassekammerat, om han måtte tage med.
Vi blev enige om, at det var i orden, hvis han selv sørgede for ekstra telt, egen mad osv. Det var ok.
Så nærmede datoen sig for afrejsen, og Karsten og jeg tog til Roskilde Festival, og da vi kom hjem, så begyndte den paniske pakning.
Havde vi nu plads til det hele?
Havde vi nu det rigtige med?
Vi havde garderet os godt imod myg, da vi havde læst om nogle, som var blevet ædt af myg deroppe.
Torsdag d. 2. juli skulle vi rejse.
Fjeldvandring
På trods af, at teksten foregår i en helt anden del af Norden, og ikke har så meget med fjeldvandring at gøre, så tager jeg Piet Heins tekst med alligevel.
Jeg vandrer i Jotunheimen uden bestemt mål for dagsrejsen. Fjeldene står til alle sider om mig som et panel halvt op ad himlen.
Man er i et mægtigt månekrater, eller midt på Vorherres kindtand.
Når jeg finder et fristende pas, går jeg igennem det. Når en fjeldknude lokker mig, må jeg over eller omkring den og se den fra den anden side.
Ved aften kommer jeg til Glittertind og slår lejr. Næste morgen går jeg op på dens top af evig sne og ser ud over fjeldene.
Og så viser det sig, at den vej, jeg er kommet ad, som jeg troede var så temmelig lige, set heroppefra har en helt uventet form.
Sådan er menneskehedens vej gennem de forskellige udviklingsfaser.
Eller rettere: menneskehedens udvikling er som et bjerglandskab i tåge – foretaget af en nærsynet person med øjnene bagud vendt og uden kompas.
Fra det enkelte punkt på vandringen har man ikke umiddelbart noget overblik over vejens form og det virkelige omfang af de retningsændringer, som vejsvingene medfører, eller af det sande forhold mellem store og små ting.
Det øjeblikkelige perspektiv med dets overdrivelse af det nære fortegner billedet.
Piet Hein