
Huset & grunden har været i familiens eje siden 1948 og var oprindelig ejet af vores farfars søstre.
Nabohuset (nr. 3) var ejet af vores farfar (i dag ejet af vores fætter ) og nr. 7 af gode veninder til min farfars søstre – faktisk siger rygterne at farfars søstre prøvede at smede farfar sammen med én af veninderne (inden farmor kom ind i billedet).
Op igennem vores barn- & ungdom 60’erne og 70’erne var huset et samlings- & fristed, hvor man tog ud for at spise den medbragte frokost i weekenden – eller vi unger cyklede ud direkte efter skole for at bade (som regel fra maj måned..)
I weekenderne var vi næsten altid sammen med fætre & kusiner, og når vores forældre ville have ro, så fik vi en mønt og blev sendt ned for enden af p-pladsen, hvor der var en minigolf-bane.
Udendørs var der det fineste Balka sand, som man legede i, eller hvor man gravede dybe huller i (helt ned til kineserne – eller i hvert fald til grundvandet).
Foran husene stod store grantræer med gynger, og hvert år blev der blev sat ”verdensrekord” i halsbrækkende længdehop.
Indendørs var der bænke/sofaer/senge med ”halmmadrasser” langs væggene, billeder af Alpe-landskaber, gamle ugeblade, ludo og spillekort.
Belysningen bestod af petroleumslamper og der var indlagt vand i ”køkkenet”, der bestod af et gasblus og en håndvask og det var en stor dag da vi som de første fik installeret et rigtigt toilet! (Nuværende placering – men kun adgang udefra).
Stort set samtidig blev der også installeret gaslamper i loftet. De blev tændt med et ”puf” og hvæsede så hyggeligt 🤗
Det var sjældent, der blev overnattet i huset – men der er da blevet tilbragt et par læseferier op igennem slut 70érne & start 80érne.
Kort efter blev huset revet ned og bygget op igen som ”et rigtigt hus” af vores far & en lokal tømrer.
I midten af ´90erne, hvor vores forældre flyttede fra gartneriet i Nexø (den nuværende Bornholms Sommerfuglepark) blev huset udvidet med det nuværende soveværelse og indgang og herefter var det vores forældres helårsbolig.
Da mine forældre døde med kort tids mellemrum, overtog min søster og jeg huset og fik ryddet op i “mange liv”.
Der blev malet og installeret en brændeovn som supplement til de lidt dyre el-radiatorer.
Under Coronaen sad min søster på Balka og jeg i Herning og sammen fik vi via en online forbindelse til Ikea i Aarhus bestilt et nyt køkken.
Huset er hverken stort og luksuriøst, men fyldt med charme, gode minder & sjæl (synes vi i hvert fald)
