Dag 26: Villavante – Astorga (20km – 320m)
Ahhh!
Så er jeg tilbage i rette element – støv på sko og bukser – det er så’n min Camino skal være. Skoene er normalt grå.
Natten var absolut til den gode side og kan faktisk huske, at jeg drømte. Det er sjældent, at jeg har den oplevelse, da jeg simpelthen ikke tror jeg sover dybt nok.
Morgenvandrerne begyndte jo som sædvanligt med at pusle før fuglekvidderen og der var da også et par fjolser med højlydte alarmer.
Jeg er jo ligeglad, for jeg er altid vågen, men det er altså dårlig stil.
Peter og Bill var oppe før mig, men da de ville prøve at få en kop morgenkaffe, så endte det alligevel op i at jeg og Peter fulgtes ad de første 5km ud af byen og ind i den næste, der havde et fremragende morgenbord. Vi var de første inde, men inden vi var færdige, så var der helt fyldt.
Jeg har længe kigget på chrorizo-tærten, så den måtte jeg prøve – Så nu: Been there done that!
Ud af byen og kigge på den lange bro, hvor de var ved at sætte op til ridderturnering i næste uge.
Der er desuden storke overalt. Vi kommer ikke forbi en by i disse dage uden, at der er storkereder overalt. Det er altså nogle store fugle og nogle store reder!
Nu går det op – og da jeg når toppen er det blevet Siesta-tid, hvor jeg skal finde dagens spot.
Udsigt over dalen og alle pilgrimmene, der støver forbi.
Peter og Bill har forlængst forladt mig.
Jeg går langsommere og da ingen af os har behov for eller lyst til at tilpasse tempoet bare for at følges, så har vi allerede aftalt, at vi ses senere.
Jeg har en helt igennem dejlig dag i støvet og selv da jeg når Astorga og har 4-5km endnu til hotellet, så er jeg ved godt mod.
Booking-kongen (altså undertegnede) har måttet ty til hotel i dag, da de herberger, der svarede, vendte tilbage med negative svar.
Men så får vi da nogle gode senge og bade!
Peter og jeg er bare ikke gode til at kigge på klokken, så da vi synes, at nu var det frokosttid, ja så var klokken 16 og køkkenet lukket.
Bocadillo kunne de dog overtales til at lave og endda nogle gode nogle.
Med munden fuld, rendte vi igen ind i Jeff og denne gang også hans far, som indtil videre har en god tur. Et par andre støder til og pludselig sidder vi 8 stykker og snakker på kryds og tværs.
Vi sidder lige ved siden af katedralen, så den må vi selvfølgelig også lige ind og se.
Jeg bliver altså betaget hver gang. Der er en stemning, som jeg ikke rigtig finder andre steder. Jeg er dog ikke ramt af noget religiøst, men er totalt ydmyg over storheden i bygningsværket.
På vej hjem måtte vi lige have en is og noget chokolade – energi skal der til, for i morgen går det opad og vejret skulle vise sig fra sin gode side – endnu engang.