Dag 25: León – Villavante (31km – 420m)
Du lukker alt andet ude.
Insekter, der summer, gøgen der kukker og alle småfuglene, der kvidrer.
Indimellem kan du høre de karakteristiske pilgrimsskridt fra gruset bag dig.
Du sidder bare og suger al naturen og solen ind – fuldstændig i balance.
Den øgede tolerance gør også, at du næsten ikke hører den halvirriterende latter, der kommer fra en ung amerikaner med følge, der absolut kortvarigt måtte slå sig ned 20-30m fra dig.
Du hopper ind i dig selv igen og bare nyder.
Du fordeler indtryk og naturen i hele kroppen – fra det tomme hoved, ned over skuldrene, der ikke registrerer rygsækken til hofte og knæ, der uden problemer har gået +400 km og ned i fødder og tæer, der har haft godt af en fridag.
Det har været godt at komme i gang igen og dagens første del foregik på vej ud af byen og et stykke langs landevejen, men så var der heldigvis lavet en ca 3km længere alternativ rute, der gik igennem et dejligt landskab, hvor jeg rigtig kunne få støvede sko og bukser. Og det er fra sådan et spot dagens siesta er fra.
Nik & Jay har en strofe i Novembervej, der lyder: “Behøver ikke engang en seng, jeg hviler i mig selv”
Intet kunne passe meget bedre lige der.
Dagens sidste halvdel var dog lang og sej.
Lang lige landevej, der bare fortsatte i det uendelige og da jeg troede at ende-destinationen lå lige der, så var det videre til næste by og denne gang af en endeløs grusvej.
Heldigvis ikke meget trafik.
Fremme ved herberget sad Peter allerede og drak en øl med en amerikaner Bill, der var flyttet til England +30 år tidligere og over et par øl og kopper te blev hele verdenssituationen vendt indtil flere gange. Vi 3 havde forbavsende ens tilgang og generelt menneskesyn på trods af, at vi kom fra 3 forskellige kontinenter.
Der findes kun én Gud og vi var ligeglade med hvad folk kaldte det eller vedkommende og diverse magtsyge instanser skulle bare lade være med at ødelægge det for os alle.
Vi var også enige om essensen af Caminoen er Tålmodighed, Næstekærlighed, Tolerance og Ydmyghed. Vi skal så alle “bare” huske det, når vi kommer tilbage til Virkeligheden – men hvor ville Verden være et bedre sted! Tænk, hvis det næste FN-topmøde blev afholdt med bare 3 ugers vandring på Caminoen (med egen rygsæk og uden embedsmænd)
Inden vi fik rejst os, så blev der sat et gaffa-tape samlet keyboard og en ældre mand ud på fortovet, hvor vi så lige fik glæde af nogle til tider velkendte akkorder.
Pilgrimsmenuen bestod af velkendt kikærtesuppe, salat og kylling.
Kyllngen var dog halvrå, så det var lidt uheldigt – desserten var noget creme-stads.
Men Taknemmeligheden og Selskabet vinder hver gang.