Dag 23: Reliegos – León (27km – 370m)
God – men meget kold nat hos Veganerne.
Ud på vejen ved 7:30-tiden og kun 1gr så det var med vanter, jakken helt lynet op og hvid ånde.

De første 12 km var jeg totalt Tom indeni – tom i hovedet uden tanker, der blev registreret – bare tom.

Måske lidt morgenmad ville hjælpe, så ind i køen på den belejligt placerede bar og 2 personer foran mig står Peter!
Jeg skulle faktisk lige til at skrive til ham for at høre hvornår/hvordan, der var tjek ind på hotellet i León.
Vi fik vores morgenmad sammen med et par andre og kæmpede os på vej de sidste små 15km.

Han var også brugt, slidt og uvenner med fødderne. Han nød dog mit langsommere tempo og for første gang gik jeg og snakkede med én i mere end 1km. Det havde vi vist begge brug for. Det var en sindssyg lang dag på kontoret, og da vi fik øje på katedralen i León, så kunne vi se, at der stadig var 5km til hotellet – lang kedelig indflyvning.
Det havde faktisk været endnu en kedelig dag lang landevejen, så selvom vi nu gik på fortorvet med pilgrimme, lokale hunde og skraldemænd omkring os, så gav det ingen energi.
Jeg forlangte et stop hos en grønthandler – nektariner og abrikoser kunne måske give lidt energi, når vi kom frem om 2km.
Endelig…

Hotellet så ganske godt ud og lå tæt på katedralen.
Vi fik tjekket ind og kom op på værelset på 6. sal – Godkendt!


Lynhurtigt overtalte Peter mig og mine fødder til en hviledag i León, som vi fik arrangeret med receptionen incl morgenmad den følgende morgen. Luksus at kunne smide skoene og rygsækken og lege turister efter at have taget et langt bad og tørret sig med et stort tykt håndklæde, der ikke engang ville kunne have været i rygsækken. 100€ for 2 nætter – Det havde vi fortjent.
Ud i byen og finde lidt frokost ca kl 16. Vi fandt en bar, hvor jeg fik køkkenet til at lave lidt tapas i form af skinke, ost og chorizo bare med brød og store øl.
Pludselig lyder et Hi, og ud af det blå kommer Jeff, der senere på aftenen skulle mødes med farmand på 77, for at gå de sidste 300km.

Flere støder til og til sidst sidder vi 6 stykker og drikker øl, rødvin og Gin & tonic. Efterhånden er klokken blevet 19:30 og det er blevet koldt, så Peter og jeg bryder op og tager tilbage til hotellet for at få noget mere tøj på inden vi skal ud og finde noget KØD kl. 20:30.
Ud i byen igen og studere menukort og vi ender op et sted, hvor der er godt fyldt med lokale – godt tegn – og får anvist et bord.
Inden vi får set os om, så har vi bestilt en god portion Roasted Lamb, der bare er så mørt og godt, at vi kun kan smile til hinanden.

Vi bliver enige om at det er den fuldstændig rigtige beslutning vi traf med den fridag – ellers skulle vi have stresset katedralen igennem, ikke haft tid til bar-besøg og ikke kunne have ventet til kl 21 med at spise.

