Dag 20: Villarmentero de Campos – Calzadillar de la Cruenza (28km – 290m)
Lad nu være med at åbne skodderne, når du bor på landet. Der kommer ikke en milliard million fluer ind, men nok til at de er overalt – men i modsætning til hjemme, så er de kun aktive i lys.
Jeg fik en udemærket gang aftensmad, hvor jeg havde bestilt diverse pølse/skinke/ost til forret og KØD til hovedret og en bundfrossen Magnum-ish til dessert – fremragende og på trods af udtale-udfordringer så fik jeg også en kop te at sove på.
Efter en ok nat var jeg ude på asfalten kl 7 og vidste, at det ville blive en dag for det indre.
+20km, hvor der ikke sker en skid.
Jeg fik morgenmad på en lokal bar, hvor de fleste er stamkunder. Espressoen stod næsten klar inden døren blev lukket. Selv de unge skoleelever kom lige forbi og fik et eller andet.
Og som alle andre steder, så var pilgrimmene også velkommen.
Jeg bliver dagligt overrasket over den umiddelbare gæstfrihed og venlighed jeg møder overalt. Tag nu den gamle dame jeg mødte på det smalle fortov over en bro. Jeg trådte ud på vejen, for at hun kunne komme forbi og så fik jeg simpelthen hen det største smil og et kæmpe Buen Camino med på vejen samt en lang smøre om blandt andet Santiago de Compostela, som jeg ikke fattede meget af – men gensidige smil og Gracias gav os begge en bedre dag.
De første 10 km foregik langs landevejen og da der ikke var meget at kigge på så kom man hurtigt ind i trancen. Det ene skridt foran det andet. Vandrestavene, der gentager mantraet, så du nærmest befinder dig i en meditativ tilstand. Du bliver overhalet og du overhaler de samme igen – det hele bundet i en form for loop, hvor det er de individuelle pitstop, der bestemmer pole position.
Efter morgenmaden slår jeg væk fra landevejen – ind på grusvejen, der kun forstærker trancen.
Det ene skridt efter det næste.
Dit hoved bliver tømt – eller fyldt – svært at holde rede på, men tankestrømmene bliver mere koncentrerede og enten holder de mange hundrede meter eller også er de hurtigt væk igen.
Har jeg truffet de rigtige valg her i livet?
Jeg har truffet valg, hvor jeg nok ville have valgt en anden vej i dag – men valget på det givne tidspunkt føles stadig rigtigt.
Ville mit liv have været anderledes, hvis valget havde været anderledes,- Ja, helt sikkert!
Ville mit liv have været bedre – Måske – måske ikke.
Har jeg været den bedste version af mig selv?
I langt det meste af tiden, synes jeg, at jeg har.
Har jeg fået nok ud af mine evner og talenter?
Jeg har måske efterlevet work-life-balance før det opfundet. Jeg har sagt nej til flere ting, der kunne have bragt mig et andet sted i livet / i fødekæden – men hvis maven eller hjertet ikke var med, så har jeg takket nej.
På mine lidt ældre dage har jeg påbegyndt et Kald, hvor jeg bestræber mig på at rose eller komplimentere mennesker, hvis de har gjort eller sagt noget godt.
Jeg har gjort det overfor i offentligheden “kendte” mennesker både face-to-face og via beskeder på mail eller sociale medier og sådanne personer får så meget negativitet til dagligt, at jeg faktisk har oplevet at når overraskelsen først har lagt sig, så bliver de oprigtig glade og taknemmelige.
Jeg har også gjort det overfor totalt ukendte mennesker og da jeg gjorde det overfor en ung kvinde – og hendes mor faktisk overhørte det – så skabte det så meget stolthed og glæde at begge kunne gå på vandet.
Gør det nu bare!
Kollegaer, ægtefælle, dine børn, dine forældre, din chef og selvfølgelig både skraldemanden, rengøringen og kasseekspedienten. Smil, sig tak og ros.
Jeg øver mig stadig.
Alle sådanne tanker vrimler rundt i kraniet og pludselig står der en foodtruck og spiller glad spansk popmusik – så selvfølgelig skal der laves et stop, så jeg kan få en kop te og få fedtede fingre af en halvsmeltet chokolade donut.
Av – det gør ondt at komme i gang igen – men efter de sædvanlige 1-200 meter i ynkelig tilstand, så ruller tankerne igen.
Har jeg nu fået sagt undskyld til de personer, som jeg har såret.
Ikke alle, det medgiver jeg og ikke tidligt nok.
Nogle har jeg mødt mange år senere og har faktisk konfronteret dem med sagen.
Nogle kunne sagtens huske episoderne hvor vi så til fælles glæde fik snakket det igennem – andre kunne ikke huske en bjælde og så weitergehen.
Nogle har jeg skrevet til og fået svar tilbage.
Oprydning! Tilgivelse! Ro!
Så bliver man igen “forstyrret” da Guardia Civil (det lokale politi) langsomt kommer kørende på gangstien – bare for at sikre sig, at vi alle har det godt!
Jeg har det godt, men savner dagens målstreg.
Endelig er herberget lige fremme og jeg får anvist en overkøje.
Der ligger allerede en med uldhue, dynejakke og natbriłler og sover.
Hm… en morgenvandrer, men så har jeg da mere plads på gulvet, når hun er væk.
Pyt – jeg reder min seng med det samme og går i bad.
Da jeg kommer ud af badet, så kigger uldhuen på mig og siger: Hi, is it you?
Det er minsandten Sarah fra England, som jeg mødte for nogle dage siden – på dagen, hvor det regnede.
Hun var blevet syg med noget influenza og var ikke på toppen – og galant som jeg nu er:
You look like shit! – selvfølgelig sagt med et glimt i øjet.
Thanks! lyder det tilbage og pludselig kommer jeg i tanke om den halskæde, som jeg købte af smeden for 5€. Hvorfor jeg købte den ved jeg stadig ikke, men den skulle hun da have, sammen med en pakke kleenex.
Why? Why not og hun fik historien og at hun helt sikkert ville få det bedre.
Så dukker der en stor mand frem og det er Peter fra Australien, som jeg fik en kort snak med samme aften. De er fulgtes siden.
Så lod vi Sarah være Sarah og gik i baren i nabobygningen, hvor vi efter at have forvirret os selv, hinanden og ikke mindst servitricen begyndte at forbedre væskebalancen og efter at have flyttet pladser et par gange fordi det begyndte at smådryppe, så fik vi også vores bocadillos og lidt mere væske.
Vi fik snakket et par timer om alt muligt, men mest om mennesket bag visitkortet, worklife-balance og Caminoen.
Sarah sluttede sig til os og inden vi fik set os om, så sad vi 3 og endnu 2 australier og spiste pilgrimsmenu et 3. sted i byen.