Dag 21: Calzadillar de la Cruenza – Shahagún (25km – 320m)
Sikke en nat og sikke en dag – totalt modsætninger.
Natten var desværre præget af meget urolige ben og fødder (nok for lidt vand), så jeg lå og spjættede det meste af natten og fik vel højst 2 timers søvn.
Morgen-folket incl. Sarah og Peter var væk før de første fugle begyndte at synge – men dem ville jeg støde på senere, da jeg igen havde mest held med bookinger – og natten skulle foregå på et kloster til 13€ – de skulle betale lidt mere, for de blev tilbudt eneværelser.
Jeg fik sagt farvel til de suverænt mindste toiletter og baderum på turen so far.
Ud på asfalten og videre ud i gruset – en helt fantastisk dag med skønne udsigter dagen lang. Det vil sige, hvis ikke man er bange for åbne vidder og nok 30km sigtbarhed.
Nok min bedste dag på turen – ja der var stadig 200m tilløb til normal gang – men ellers totalt i balance og en lang siesta i grøftekanten – og i stedet for, at de forbipasserende spurgte om jeg var ok, så roste de mit spot – Buen Siesta!
Én af de ting Peter og jeg snakkede en del om i går var, at man skulle sikre sig, at der også var et menneske – en identitet – udenfor kontoret. Vi havde begge oplevet for mange, der pludselig kom i gevaldig krise, hvis de mistede jobbet, titlen, lønchecken eller prestige. De var intet udover deres arbejde – eller de kunne ihvertfald ikke umiddelbart grave det frem.
Peter havde pensioneret sig selv for nogle år siden – og havde heldigvis de økonomiske ressourcer til at gøre det – men han var simpelthen kørt træt i at ikke kunne holde fri.
De ringede til ham – så afleverede han telefonen, når han tog på ferie, men så kom de hjem til ham – så til sidst blev han nødt til at tage udenlands hver gang han ville holde fri – og så en morgen fik han nok og gik ind og sagde op.
Stor overraskelse og når han senere mødte nogle kollegaer og de spurgte hvad han nu lavede, så var svaret: Ingenting – og det var et svar folk slet ikke kunne forholde sig til – Jamen, hvad så? Hvad laver du? Jamen, jamen jamen..
“Jeg laver ingenting – og jeg rejser og jeg gør hvad jeg har lyst til”
Privilegeret – det indrømmede han og han huskede også at sætte pris på det!
Det var blandt andet sådanne tanker/snakke/episoder jeg brugte Støvet til.
Jeg føler mig også privilegeret og jeg husker også at sætte pris på det.
Jeg kan dog ikke pensionerer mig selv endnu – men pyt, for jeg kan stadig nyde det!
Så nåede jeg Sahagún og fandt klosteret og efter en grundig gennemgang og instruktion af Fader et-eller-andet fra Irland fik jeg anvist mit 4-personers værelse (med eget bad) og fik snuppet en underkøje og var igen glad for mit medbragte hovedpudebetræk til gummipuden.
Før badet måtte jeg dog lige i supermarkedet for at supplere toiletartiklerne lidt og stødte så ind i Duoen og vi aftalte at mødes senere på den lokale.
Sahagún går uofficielt for at være halvvejs, og derfor kan man få udstedt et certifikat i kirken.
Det ville de andre gerne, så da den åbnede kl 16, så gik vi op ad bakken og mødte et par af de andre australiere og en ung amerikaner, som vi også har stødt på et par gange.
Der blev snakket om, at vi alle skulle finde en stor AirBnB i Leon og det ville amerikaneren kigge efter.
Rundt i den nyrestaurerede kirke og få en lille smule historie, hvor jeg blandt andet kunne læse, at det efter sigende var Kong Alfonso d.3’s hustru Jimena Garcés, der var den første kvinde, der gik caminoen i år 899 – i dag er der flere kvinder end mænd!
Pilgrimsmenuen var så alternativ, at det gad vi ikke. Sammenskudsgilde af færdiglavede retter fra supermarkedet – nej vel – så vi gik i supermarkedet og købte ind til vores egne bocadillo el.lign. – alle havde bare lyst til at nyde de rolige omgivelser på værelserne.