Dag 18: Hontanas – Castrojeriz (9km – 80m)
Tak – tak & TAK
Jamen sikke en dag – den kan ikke blive ødelagt!
Jeg fik nok den bedste nattesøvn i flere år selvom jeg boede ved siden af kirkeklokken (har vænnet mig til dem) og efter en stille og rolig morgen gik jeg hen med nøglen og fik en kop cafe con leche. Klokken var 10 og temperaturen var 9 og det var halvskyet. Jeg satte mig udenfor og nød, at det bare var en kort dag.


Ud af byen og følge dalskråningen. Vinden i ryggen og sol ind på siden og i guder hvor var der bare smukt og stille.

Jeg havde hele tiden lyst til at smide mig i grøftekanten og bare nyde fuglekvidder og skyerne på himlen.

Så kom jeg forbi den gamle kloster ruin San Anton, der går +500 år tilbage.



Og ude i horisonten lå allerede Castrojeriz – så ikke engang 2 timer på stierne i dag.


Jeg kom til herberget 5 min før de åbnede og fik snart min seng. Jeg gad ikke gå i bad igen – havde jo lige været og turen var jo nærmest bare en walk in the park – så ud og finde noget frokost.
Den første var lukket men den anden…
The Camino provides!!!

Den skønneste mest kitchede bar/pub jeg længe har set og de spillede MUSIK! Fuldstændig tilbagelænet med alt fra Norah Jones, The Who, Van Morrison og alt imellem – halvt ukendt – men fedt!

Jeg tog chancen og bestilte en bocadillo med chorizo og ost. Jamen, sådan har jeg da aldrig fået den før, som Susanne Bjerrehuus ville have sagt.

Den var lavet som en toast og smagte fantastisk – behøver jeg at sige, at der lige kom et glas friskpresset med.
Det viser sig at den unge indehaver kommer fra Argentina og hun laver dem, som man gør der, men med lokale råvarer. Fantastisk! Jeg blev nødt til at have en øl, så jeg kunne tillade mig at blive lidt længere – en stor – længere tid. Og så fik jeg lige chips til, så jeg kunne blive lidt mere tørstig.

Der hænger lyskæder og lidt julepynt i loftet. Står diverse totalt politiske ukorrekte bøger rundt omkring blandet med en del musik- & punk-artefakter. I vinduet står en total vissen måske stuebirk, men frisket op med en lyskæde. Mørke træmøbler brudt af en rød plyssofa.
I love it ❤️
I morgen kommer der så en længere tur (+30km) – men jeg får da tanket energi i dag.