Dag 17: Burgos – Hotanas (32km – 530m)
Vi starter med et aftenvue fra altanen
Der blev ikke noget rødt kød til Bjerregaard… Jeg havde jo lige glemt, at aftensmad er lig med AFTENSMAD. Der er altså ikke nogen i køkkenet før kl. 20, og det kunne maven ikke rigtig vente på. Alternativet stod så imellem et mellemmåltid såsom kage eller bocadillo eller hoppe i en pizza.
Pizzaen vandt og derefter vandrede jeg lidt rundt for at finde en pengemaskine – uden held… Må håbe, at de tager kort de næste dage.
Det blev en normal (for lidt) nattesøvn men det var dejligt bare at ligge ned og hvile kroppen.
Jeg var ude af værelset kl 7, for jeg lavede en lille regnefejl i mine bookinger. +30 i dag og kun omkring 10 i morgen, så nu prøver jeg at lave lørdagens booking om, og hvis ikke jeg finder andet, så bliver det sove længe (er jo på hotel) og spise morgenmad inden jeg går.
Ud af Burgos og den første kilometer går fint, for jeg er ikke inde på ruten endnu.
Så snart jeg rammer de gule pile, så begynder det, der kommer til at minde om en brokkerøvsdag.
På 100m afstand kan jeg høre nogle engelske kvinder, det går og snakker – og det må de selvfølgelig gerne. Så bliver der 3 – og de bliver ved. Efter en times tid får den sidst ankomne måske nok, for hun “skal lige noget”. De 2 andre bliver ved. Jeg prøver at lade dem komme foran, men så skal der tages billeder eller rettes et eller andet. Vi kommer aldrig mere fra hinanden end 50m – og kæften står vitterligt ikke stille i 12 km.
Så er der morgenmad, hvor de også kommer i tanke om, at de skal stoppe.
Snakketøjet er også ved at skabe den helt store forvirring ved bestillingen da hun pludselig vil have chokolade til hendes kaffe men hun mener sukker som hun allerede har fået.
Men det bliver da vores andres tur til sidst.
Myntete (det er koldt – 6gr), tortilla og ja – friskpresset!
Ude i teltet med terrasse-varmeren sidder minsandten Aarhus (Dorthe og Lars) – vi nikker bare da vi alle er midt i den hellige second breakfast – ja altså min den første.
Jeg prøver at få det timet, så jeg ikke skal høre på snakketøjet – de havde kastet sig over endnu en til morgenmaden.
Jeg får 15 minutter ro, så kan jeg høre de 2 igen.
Jamen så hold da kæft bare 5 minutter!!! Der er lidt Gertrud Sand over hende den værste også udseende. “Jamen, hva’ såe de?”
Så kommer vi ind på grusvejene til Mesetaen – Spaniens spisekammer – en enorm højslette, hvor der bare er marker så langt øjet rækker.
Fascinerende at tænke på, at jeg nok ikke ser andet de næste mange dage.
Lærkerne triller og bierne summer og vandrestavene og skoene snakker i takt – men det hører de 2 englændere ikke.
Efter ca 20km nærmer vi os en lille by med nogle herberge og jeg håber, at de skal overnatte der – men noget andet sker – ja brokkerøven vækkes igen.
Pludselig bakker en stor sort bus ind på grusvejen og ud vrimler det med tyskere i alle størrelser, aldre og køn. De spærrer hele vejen, for der skal findes vandrerygsække, forplejning og drikke frem, så 40+ turister kan få en ægte camino-oplevelse.
Jeg får mig klemt igennem massen og på nær et ungt par har jeg dem alle bag mig.
Mine tæer skal dog have luft og musklerne magnesium, så jeg smider sækken og sætter mig på en stor sten – og så vrimler de frem. Mange af dem skal dog lige holde en lille puste-pause og i løbet af 20 minutter ser jeg faktisk flere, der lige skal lade vandet, end jeg har set i de sidste 14 dage. Det er måske også en del af tur-programmet.
Jeg prøver at være tolerant og favnende og der skal være plads til både din og min Camino – men kære Spanien: Tænk tilbage på 60’erne, hvor både Costa del Sol og Mallorca blev spoleret af charterturisme og grisefester. Det tager max 10-15 år at ødelægge og mindst 5 gange så lang tid at bygge op igen.
Jeg ved ikke om bussen skulle indlogeres på et af herbergene, for at de også kunne få den stemning med – men fyld et herberg med en gruppe af samme nationalitet og du har fjernet ånden, stemningen og traditionen fuldstændigt.
PAS PÅ!!!
Bussen holdt iøvrigt 7 km længere fremme – men om det bare var med forfriskninger inden det sidste stræk, ved jeg ikke – men campingbordet med den kølige hvidvin var sat op.
Og englænderne var der stadig – Gertrud var dog begyndt at få ondt i benene.
Pludselig ud af ingenting ligger min by/seng nede i et dalstrøg, skærmet fra det meste vind. Jeg finder hotellet og nikker til skotterne fra den første aften og får en kold øl i velkomstgave af værten, mens han viser en englænder/amerikaner op på værelset. Han har slået sig voldsomt i et fald og der bliver snakket om en evt taxa til skadestuen.
Så bliver det min tur, og da jeg har drukket ud, så griber værten min rygsæk og viser mig lidt ned ad gaden og op på 1.sal.
Jeg kan selv få lov at regulere varmen på værelset, så jeg glæder mig til et hotelværelse, hvor jeg ikke er ved at koge.
Efter et dejligt varmt bad får jeg vasket tøj og minsandten om ikke Aarhus bor på samme hotel.
Vi får nok en snak i aften.