Dag 13: Azofra – Grañon (23km – 490m)
Jeg udleverer mig selv nu! Jeg elsker at studere mennesker.
Jeg skulle jo have noget mad – og i denne osteklokke af pilgrimme, så spiser man tidligt, så man kan komme tidligt i seng for at stå tidligt op. Det har lidt at gøre med, at det kan blive voldsomt varmt midt på dagen.
Nå, men jeg måtte ud på gaden i mine små tynde barefoot-sko og finde noget mad. Først kl 18?! Jamen, så kan jeg da tyvstarte med en øl. De andre steder har en “grande” været normal – her er det +0.5 liter… så er der en sjat til forretten.
Ude foran baren var der “de sædvanlige” 2 borde med lokale mænd – nok fra 40 og opad. Man kan sagtens uden at kende sprog og detaljer fornemme rangordenen. Efter et stykke tid kommer en lille tynd ældre herre med en tydelig pukkel på ryggen. Han er fint klædt på, og han sætter sig ved bordet. Han prøver at få en samtale i gang, men bliver totalt ignoreret af de andre – specielt alfa-hannen med åbentstående skjorte og guldkæde. Han taler simpelthen hen over hovedet på den nyankomne. Efter bare 3-4 minutter opgiver han – erkender sit nederlag og flytter hen på en bænk i solen. De andre end ikke kigger efter ham.
Ind i baren lidt efter 18, og jeg fik anvist et bord bare til mig. 4 af franskmændene fra i går sad der allerede og vi fik lige nikket igennem deres dybe samtale. Derudover var der en håndfuld koreanske kvinder.
Der var simpelthen pilgrimsmenu uden for herberget. 13€ for 3 retter incl vin eller vand – og der var valgmuligheder.
Jeg valgte blandet salat, som endda var med tun og brød – ja tak!
Til hovedret skulle jeg prøve noget andet, så det blev skinke, chrorizo, spejlæg og fritter. God afveksling. Til dessert var jeg rebelsk og gik uden om al deres yoghurt og valgte lokal ost med honning, som dog viste sig at være noget der mindede om cheesecake uden cake – godt alternativt valg! Specielt da jeg så på mit andet alternativ: frisk frugt, som simpelthen bare var en tynd skive melon.
Og så tæt på en halv flaske Rioja til 13€!!! De fik 15!
Men altså…
Den ene kvinde ved det koreanske bord sad hele tiden med benene oppe på en andens stol og pludselig svingede hun nærmest benet op på bordet og begyndte at pille forbindingen af, så vi alle sammen kunne følge med i hendes udslæt. 2 af de 5 sad med hovedet i deres smartphones -selv når de spiste – om de var i gang med at FaceTime deres måltid er jeg lidt usikker på, men koreanerne hernede bruger deres telefon mere end en typisk dansk teenager – voldsomt meget mere.
Jeg tror heller ikke de var vilde med maden – deres ansigtsudtryk og tonefald, når de prøvede at få mere salt/peber og vand, gjorde ihvertfald ikke de 2 servitricer mindre stressende.
Sæt tingene lidt i perspektiv: Du får 3 retter mad incl brød/vin/vand for under 100 kr, og du skal hverken lave den eller vaske op efter dig selv.
Sig tak!
Jeg gik tilbage på mit værelse og fik kort efter besøg af nabo-soveposens ejermand. Det var en australsk fyr i starten af fyrrerne. Han har haft fart på, men led også af jetlag og havde haft svært ved at finde overnatninger, så det var som regel blevet 5 km ekstra pr dag. Jeg håber, at han tager det mere roligt efter Burgos, hvor hans far på 77 støder til og skal gå det sidste stykke med ham. Det er sgu friskt!
Han havde endnu ikke fundet en seng til i morgen, så jeg foreslog ham at bruge WhatsApp, som åbenbart er det foretrukne hernede – og de gange hvor jeg er sluttet af med en spansk sætning om, at jeg glæder mig til at høre fra dem, så har jeg fået svar i løbet af en halv time. Og altid sig tak for hurtig svar, uanset om det er positivt eller negativt – så kan det være, at de svarer de næste lige så hurtigt.
Nå men han elskede morgener, så han var væk før kl 6.
Det var faktisk en rolig nat – men dog også lidt kold – det var lige før jeg hentede tæppet.
Efter det store indpakningsshow af fødder og tæer, så var jeg ude af døren 7:15. Næsten fuldmåne og køligt.
Jeg var dårlig ude af byen før jeg måtte finde jakken frem. Så polo og uldvest og jakke, og så kunne jeg se andre halse forbi i shorts og t-shirts. Man kan også pakke for let, tror jeg.
Så vidt jeg kunne læse mig frem til, så er der langt til morgenmad i dag, men jeg nægtede altså at stoppe ved den lokale efter 50m – så hellere vente 8-10 km.
Jeg er så småt ved at forlade vinmarkerne, der bliver erstattet af korn, ærter, bønner o.lign. og da jeg kigger mig omkring er det en overflod af grønne nuancer – fra det helt sarte over blågrøn til dyb flaskegrøn.
Frøene kvækker i afvandings grøfterne – lidt endnu – for inden længe så er der ikke mere vand, og det der er, bliver ledt ind i sten, der er pakket ind i ukrudtsdug.
Angel fortalte i øvrigt, at tiden var kommet, hvor jeg aldrig måtte smide mit vand ud før jeg havde tjekket om drikkevands fontænen stadig var åben (de står med passende afstand – 2-5km). De er begyndt at lukke dem grundet vandmangel, og det er altså bedre med noget lunkent vand end slet ingen vand!
På toppen af dagens seje og lange stigning står så en donativo-bod. Jeg får en banan og en müslibar og betaler alt for meget (men det ved de jo godt) – så har jeg da fået lidt, hvis jeg nu ikke kan finde andet morgenmad.
Efter bakken bevæger vi og ned igennem et stort golfresort, og der er pilgrimmene sandelig også velkomne. Så ind og få en bocadillo med tortilla og en kop cafe – de havde ingen juice!!!
Jeg får nikket et par gange til den skotske trio fra aftenen i Orisson – så der er altså nogle få, der er lige så langsomme som mig!
Fysikken har det faktisk ganske godt. I dag er første gang jeg mærker de 10 kg på ryggen – måske jeg har pakket den lidt anderledes. Gigten mærker jeg ikke noget til, så bortset fra fødderne må og skal jeg ikke klage. Vablerne har det bedre bortset fra den ene lilletå, der bogstaveligt talt er ved at dele sig i 2. Jeg håber det er den rigtige del, der bliver siddende. Jeg holder øje og fedter den ind i klorhexidin-salve inden indpakning, og prøver at fæstne den til de andre tæer, så den ikke ligger sig ind under dem og bliver trykket.
Dagens næstsidste by er Santa Domingo de la Calzada og da jeg slæber mig direkte forbi en åben dør til katedralen, så må jeg da lige ind og kigge. Også her rabat for pilgrimme og et rum, hvor man lige kan smide rygsækken.
Det er altså nogle storslåede bygninger, men billederne taler vist for sig selv.
Lige i udkanten af byen må jeg lige have et pitstop og nød, at jeg havde gemt den ene Cola fra i går. Lunken, ja – men faldt på et tørt sted.
Nede ved den udtørrede flod, hvor jeg pitstoppede stod en del pæle med storkereder på toppen. Efter at have stået og gloet på dem nogle minutter opgav jeg og gik videre. Jeg var ikke kommet op på broen før jeg fik øje på alle de andre – og der var ihvertfald storke i. Jeg så de første 5-6 beboede reder. Bær over med telefonens 30 x zoom.
Ca. 6 km igen og det går bare ligeud og så er Grañon der pludselig. Jeg finder forholdsvist nemt herberget, som denne gang er et donativo – så jeg bestemmer selv prisen – mon ikke det bliver som de andre. Jeg tror nok, at der er mad kl 7 og messe i kirken lige ved siden af kl 8 og morgenmad fra kl. 5… Ikke til mig!
…og der er accept på en seng i mogen – 2. forsøg, men tror jeg har fundet systemet nu.