Dag 12: Navarrete – Azofra (24km – 400m)
Glemte lige en energioplevelse fra i går.
Det går pænt meget opad på den sidste tredjedel af turen og pludselig lyder der spansk sang og musik, der nærmer sig. En fyr, omkring de 30, er ude og lufte hunden og går så samtidig og synger og spiller på en lille guitarkele/ukulele-ting. Det var lige hvad jeg trængte til på det tidspunkt og han fik lige dobbelt thumbs up og jeg fik smil tilbage.
Nå, jeg bevægede mig ikke mange meter efter jeg ankom hos Angel. Jeg sad bare og stenede med kold kaffe, små søde 20cl colaer og skiftede stol et par gange.
Da der efterhånden kom lidt skygge udenfor så satte jeg mig derud og lignede en bedre krofatter.
Det var meget lummer luft og et øjeblik så det ud til at der kunne komme regn – det skete dog ikke.
Den rigtige krofatter Angel kom ud til mig og så begyndte snakken. I løbet af et par timer og en øl fik vi vendt hans egne caminoer og hans fortid som arkitekt, hvor han blandt andet stod for en stor supermarkeds kæde i Andalusien, men blev træt af rakker livet, hvor han kørte +1.000km pr uge.
Derfor rykkede han nordpå for lidt over 10 år siden og åbnede herberget i farens hus. Det bruger han så ca 7 måneder om året på og har lidt aktiviteter ved siden af.
Vi fik en snak om økonomien i et herberg, og som han siger, så er det jo meget forskelligt hvad folk kan leve for, men da han er alene, ikke har nogle ansatte og ingen husleje har, så kan det lade sig gøre – ellers er der mange, der knækker nakken økonomisk. Det er ikke nogen forretning men et kald.
Vi røg videre ud i det rent spirituelle ved caminoen, hvor han fortalte, at han havde skrevet en bog om den del. Den er kun på spansk endnu, men når han får tid, så oversætter han den til engelsk. Jeg var ligeglad – så jeg ville have en – så må jeg lege lidt med google translate.
Han pusler lidt med at åbne et nyt hus med vinbar i stueetagen og enkeltværelser med eget bad på de næste etager. Det tror jeg kunne være en ok forretning. Pilgrimme vil gerne betale lidt ekstra for lidt privatliv engang imellem, og så kunne han bruge barens køkken til Pilgrimsmiddage.
Minsandten om vi ikke skulle have paella igen – og igen vegetar udgaven – blandt andet med artiskokker. Jeg syntes det smagte godt – det var også det første jeg fik at spise – men jeg var den eneste, der fik 2 portioner. Ellers var bordet fyldt med fransktalende, en spaniol, en amerikaner og så mig.
I hvert fald det ene franske par var på en laaang tur. De var startet i det nordlige Frankrig og efter omkring 1.500km forventer de at nå Santiago omkring 1. juni. Så kan man lide at gå!
Ellers blev jeg rodet ind i Camino-apps udveksling imellem Spanien og Frankrig. Det var noget slemt sprogforvirrende noget, men vi fik grint lidt imellem frustrationerne.
Der blev sagt godnat ved 21-21:30-tiden, og for første gang var der rigtige lagner på gummimadrassen istedet for det papirlagen, der ikke ligger samme sted hvor man lagde det aftenen før.
Første mand/kvinde er ude af sengen allerede før 5:30, og kl 06:30 var jeg sidste mand oppe (igen). Bare et par ristede stykker toastbrød at gå på og så ud i morgenlyset.
Der er lange skygger foran dig om morgenen – hovedet/tankerne er foran, men senere bliver skyggen mindre og mindre, som symbol på at du og dit hoved kommer tættere på nu’et.
Som det kan fornemmes var det en temmelig indholdsfattig dag. Naturen byder ikke rigtig på noget nyt bortset fra en masse små vinmarker, hvor der i den grad bliver nusset om de knortne planter – selv en søndag morgen.
Fødderne fremtvinger det gamle Elvis hit: Burning Love frem i mit hoved – hvor omkvædet bare er lettere omskrevet til: “A hunk of burning feets”.
2. breakfast kommer efter ca 7-8 km og en cafe, bocadillo med æg og piemento og en dobbelt friskpresset finder vej til mig.
Faktisk går den originale rute slet ikke omkring den lille by – men igen i udviklingens tegn, så har de “fået lov” til at flytte skiltene, så man kommer forbi 1 km kunst (med store fotostater i vejkanten) og så man lige kan blive fedet op. Det er en omvej på en lille kilometer – jeg lever med det. Det var også noget Angel og jeg talte en del om i går.
Jeg slår følge med en ny-pensioneret tysker et par kilometer og udover de sædvanlige helbred/hvor fra/hvor til sætninger, så vender vi også lige pensions-systemet i vores respektive lande og sat op imod den franske, der jo nærmest er ved at genstarte Den franske Revolution.
Inden vi vader ind i et noget trist industri-kvarter, skal jeg lige have luftet fødderne, så de sidste 8-10km gås alene.
Men nogle gør lige lidt ekstra ud af det
Der er efterhånden en del skavanker som jeg kan ane hos de andre pilgrimme. Mange har fået knæbind på og mange kan ikke skjule vabel-halten. Det kan jeg ved gud heller ikke de første 50m. Da er det godt nok en gammel mand, der nærmest har skidt i bukserne. Men efter nogle minutter, så er sindet blevet overbevist om, at det er sådan det skal være de næste 6-8km, og så går det med: Hunk of burning Feets”
Najera, er den “officielle etape-by”, ganske køn med et kæmpe kloster – men jeg skal lige en håndfuld kilometer ekstra.
Jeg har ja-hatten på og vælge at tolke politiets plakat med, at der skal passes på os pilgrimme og ikke at befolkningen skal være varsom grundet pilgrimmene.
I nat er første gang på en kommunalt herberg. 12€ og ingen mad. Alle 3 etager har 10 værelser med 2 enkeltsenge og skydedør til gangen og fælles toilet og bad (i båse). Det skal nok blive ok.
Vejret er ved at slå om, og der har været en del skyer og “kun” omkring 20gr.
Jeg har besøgt det lokale “supermarked” og fandt nogle flere kleenex (næsen løber stadig) og noget multinationalt læskedrik og i aften må jeg finde en bar, der har lidt mad.
Sengen er booket til i morgen – en tur på ca 20 igen.