Dag 9: Villamayor Monjardin – Torres del Rio (20km – 400m)
Grazie Mille!
Det var da lige en middag, der løftede dagen.
Inden da var jeg totalt asocial og det eneste, der holdt mig med selskab var ømme fødder og en tom mave.
Sad til bords med 3 unge amerikanere fra Florida, som jeg er stødt på en 3-4 gange. Hun var lige gratudated og havde lokket 2 fætre med. De måtte ikke slippe hende af syne, var de blevet indskærpet af forældrene. Derudover 2 franske kvinder, der ikke var kommunikerbare og til sidst satte den amerikanske kvinde, der var chef på herberget, sig.
Først en kæmpestor skål salat – Åh det var godt og fik klemt 3 portioner ned til stor glæde for dagens unge italienske madmor. Så kom der risotto og den smagte ligeså godt som den lugtede. 2 store portioner og igen fik jeg et italiensk smil. Det skal måske lige nævnes, at den lille nips af den amerikanske vært spiste lige så meget som jeg.
Snakken gik om oplevelser og forventninger og pludselig begyndte den unge pige at græde – det var bare hendes elskede bedstemor, der var dukket op i hovedet, og når paraderne er nede og kræfterne i bund, så er det hvad der sker.
Til fætrenes store glæde så anbefalede værten, at man skulle tage en overnatning i det fri, hvis vejret tillod det.
Værten fortalte hvordan hun var blevet kaldet ind i herbergs-livet efter en Camino for +10 år siden og havde nu boet og levet i den lille by i nogle år. Rigtigt lille samfund, hvor problemerne og udfordringer skulle løses, for du levede på godt og ondt tæt på folk.
Vi fik en snak om det øgede pres og bookingproblematikken. Vi var meget enige om at det stræd lidt imod grundprincipperne, men at det på den anden side var en udvikling, der ikke var til at stoppe. Jeg fik lige givet min ros videre til lokalsamfundet for at være ekstrem venlige og hjælpsomme.
Efter youghurt-desserten (ikke fan) gik jeg op og fik pakket – og blev selvfølgelig kaldt ned efter min morgenmad, som jeg jo havde glemt…
De 3 tysk/kroatere og jeg fik rumsteret færdig og på trods af en rimelig kraftig vind sov vi for åben tagterrasse-dør.
Så skete det igen – en rigtig god nattesøvn. Tyskeren var ude af døren før kl 6 og de andre 2 var afsted før kl 7.
Jeg forlod herberget som sidste mand kl halv-otte.
Ud i solen og ud på samme rute som i går – bare den anden vej. Mødte et par stykker af de “forviste” fra i går og nikkede et par gange til den gamle japaner, der gik i den traditionelle Shikoku-88 beklædning med stråhat, hvid kittel og “bedebånd”.
Ellers var turen en forsmag på Mesetaen, hvor der “ikke sker en skid”, hvor der ikke er noget skygge og hvor det er uden voldsomme stigninger op/ned.
Det mest ophidsende var, da der pludselig var en skræmt buk, der hoppede igennem marken. Men det var en smuk og meditativ dag, hvor jeg forsøgte at glemme mine fødder.
Da jeg nåede den eneste by efter 10-12 km besøgte jeg apoteket og fik suppleret af diverse plastre og et ekstra rør magnesium – gad vide om det har en positiv virkning på natten?!
I byens sidste bar mødte jeg Wayne & Carolyn og fik et stort smil – de havde fået en seng og overnattede der.
Jeg fortsatte de sidste 6-8 km ud i solen. Jeg tror temp nærmer sig 27-29gr i skyggen – som kun findes under hatten.
Det blev et par seje sidste kilometer op til byen – og så skulle jeg lige omkring 800m ned til den næste.
Fremme ved herberget og fik anvist en seng og fik sagt ja til middag (25€).
Nu er det altså trangt – der er ikke en halv meter imellem køjesengene. Jeg ligger nederst ved siden af endnu en kroat og har fået en ung dansker i overkøjen og en ung svensk pige ved siden af ham.
Nu har jeg fået dagens første kop kaffe og en kold øl og har booket eget værelse i Logroño.
Den unge dansker Theis kommer og gør mig selskab med næsten samme menu – dog er Lerche skiftet ud med espresso.
Vi begynder straks at snakke og da han startede et par dage efter mig, så har han lidt mere fart på. Hans tur over Pyrenæerne var tåget og overskyet, så jeg måtte jo lige vise lidt billeder, så han kunne blive lidt misundelig.
Vi får endnu en øl og den svenske pige Sara, som han har fulgtes med i en 3-dages tid slutter sig til os.
Hun er fra Gotland, som jo også står på min “liste”.
Nu har jeg siddet i gårdhaven et par timer – i skyggen, og skal ikke nogen steder lige med det samme.
Jeg undres dog en smule, som den lidt ældre forstokkede mand jeg er. Hvorfor skal jeg overhøre indtil videre 8 opkald – nok FaceTime eller WhatsApp – kan folk ikke putte et-eller-andet i ørerne?
En ting er at høre ham ved siden af snakke hollandsk, kroatisk, tysk, fransk og en masse andet jeg ikke rigtig har kunne placere, men jeg behøver ikke høre en forvrænget stemme fra en anden del af Europa. Men jeg er nok bare gammeldags…
Jeg har smugkigget til mine fødder og bliver mere og mere sikker på at dagen imorgen bliver en bustur til Logroño. Der er en del op- & nedstigninger og omkring 20km, så den er jeg på nuværende tidspunkt ærlig talt lidt bekymret for.
Vi lader morgendagen bestemme. Jeg har jo købt min egen “pokal”, så jeg bestemmer selv.