Dag 8: Villatuerta – Villamayor de Monjardin (17km – 600m)
Så var der lige et dansk bord til aftensmad. Vi var godt nok kun 3, men Dorthe og Lars? fra Aarhus og jeg hyggede os med foreløbige erfaringer og morskab over de samme indkøb fra Frie Fodspor. Lars kan dog ikke lide uldsoveposen, så der er købt letvægssoveposer til dem begge. Stavene er vi dog glade for alle 3, dog synes Dorthe, at der blev set lidt skævt til hende, når hun gik på arbejde med stavene.
De har lidt svært ved at forklare familie og venner, hvad det egentlig er, som vi oplever – og ja, der er også fuglesang, kornmarker og alt muligt andet i Danmark, men det er altså bare ikke det samme – og duftene – men det kunne vi så bekræfte hinanden i.
Maden var i mine øjne fantastisk – Lars var dog ikke helt tændt på det vegetariske tema.
Men asparges med grillede peberfrugter og mayo og flutes – ja tak.
Og paella med masser af grøntsager og blommer var til 2 portioner – det kunne Lars ikke forstå.
“Er du sikker på at du ikke er vegetar?”
Det der buddingværk med en kiks i, ja?!?
De var startet en dag før mig men havde holdt en hel fridag i Pamplona, så nu havde de gode ben og forventede at tage +25 km i morgen. Det skal jeg ikke!
Jeg smuttede i seng omkring 21:30 og sikke en nat. Jeg sov! Nok omkring 5-6 timer, hvilket er uhørt og fantastisk. Stor sovesal men uden køjer, hvilket nok var meget fornuftigt, da gulvet var så skævt, at enkelte senge var klodset op med mursten for at stå en lille smule lige.
Der var run på de 2 stik til 10-12 mobil-mennesker, så jeg fik powerbanken i brug.
Jeg fik stoppet ørerne rigtig godt og på trods af jeg lå lige ved døren, så havde jeg altså en helt fornuftig nat.
Jeg forlod sovesalen som den næstsidste. Ud i morgenlyset ved halv-otte tiden. Men AV!
Godt det er en kort dag – ca 15 km. Mon der kommer noget morgenmad?
Der kommer en fontæne og tid til at skifte strømper og lige lave et tjek. Det vrimler med “kompensations-vabler”, som jeg kalder dem, der kommer, når man går skævt.
Og næste stop ved en bro, hvor der svømmer fine fisk under, skifter jeg så også tilbage til de oprindelige sko – de er lidt lettere og gav mig godt nok den store vabel, men de andre sko gjorde ikke meget godt.
Inden længe møder jeg det søde amerikanske ægtepar – som jeg bliver nødt til give min uforbeholdne undskyldning. De er fra Sydafrika og hedder Carolyn og Wayne. De har allerede tilbagelagt små 10 km, så de kigger også efter morgenmad – og vi er enige om cafe con leche, tortilla og allerhelst friskpresset appelsinjuice.
De vil af princip ikke booke forud, for så er det ikke en rigtig Camino – og jeg giver dem ret, men fortæller at jeg har løsnet op og har en seng i nat.
De vil prøve samme sted.
Videre ud i lidelsen – hvert skridt spørger mig hvorfor jeg gør det.
Så møder jeg en smed, der laver fine små figurer, som jeg bare må have en af med hjem sammen med en halskæde. Han lærer at sige “tak”, og jeg får en lille ekstra håndsmedet dims/kors med.
Lidt længere fremme kommer den berømte fontæne, hvor den ene hane er vand og den anden er vingårdens egen vin. Jeg kan rigtig godt lide rødvin men ikke før morgenmaden, så jeg fortsætter.
Videre ud i varmen og stadig ingen morgenmad i sigte.
Jeg lægger godt mærke til at vejen deler sig, men er overbevist om at det bare er til et par herberge, så jeg fortsætter ligeud.
Faktisk en køn tur igennem et skovområde – op og ned.
Bjerget på den anden side har en sjov top – måske en borg – godt jeg ikke skal derop.
Pitstop med min nye ven – magnesium-kapsler, der opløses i vand og giver liv til musklerne. Alle roser det – enten som kapsler, creme eller pulver, så nu får vi se.
Oppe på toppen giver jeg mig selv en rigtig Siesta – bare ligge i græsset med hatten over hovedet, der hviler på rygsækken og lufter tæerne.
Efter ca 20 minutter bliver jeg enig med mig, at jeg hellere må tjekke kortet og så hvor langt der er endnu.
F… jeg er på den forkerte side af vejen. Jeg kan se over til den rigtige by – og den ligger lige under borgen på bjerget – men vi snakker nok en omvej på minimum 10 km…
Fat i det andet kort og vupti, der er lokale stier, der hakker en del kilometer af turen – selv om at noget af det, ikke kan bruges, da det ser meget privat ud, så er det alligevel en smutvej.
Så får jeg lige den spanske venlighed at føle, når de bekymret fortæller mig, at jeg går i den forkerte retning. De bliver lettede, når de forstår, at jeg leder efter min seng.
Endelig når jeg de sidste stejle meter op til Oasis, der er et hollandsk drevet herberg med hjælp fra frivillige fra hele verden – så maden skulle være atypisk men god!
“Hi Jesper”, lyder det fra terrassen foran det lukkede herberg. Der sidder sydafrikanerne jo og snakker med en tredje landsmand og en dansker mere.
De har heller ikke fundet noget morgenmad endnu, men undrede sig over, at jeg ikke var kommet endnu. Jeg måtte jo så bare indrømme, at tankerne var andre steder, så jeg gik en lille omvej – det morede vi os lidt over.
Herberget åbner først kl 15, så vi sidder og venter et par timer, mens de andre 4 snakker en del politik og historie – jeg orker ikke, så er bare med på en lytter.
Det vælter frem med pilgrimme, hvor halvdelen ikke har booket. Så bliver klokken 15 og mange bliver skuffet, der er højst en seng ledig og sydafrikanerne og en ældre japaner er noget frustrerede. Herberget prøver at ringe rundt uden held, men kan hjælpe med en taxi.
Jeg bliver tjekket ind og en indskydelse får mig til at give Carolyn den lille dims jeg fik af smeden – bare fordi og tak for snakkene. Det fik da et smil frem.
Op i “tårnværelset” – 4 senge og jeg vælger først. Den ved vinduet og for sig selv, er min.
Kort efter kommer 3 venner fra Tyskland – altså 2 er fra Kroatien, men bor og arbejder i Tyskland.
Josip snakker som et vandfald, men alle 3 tilbyder diverse creme til mine fødder, som jeg slet ikke har pakket rigtig ud endnu. De har allerede planlagt omkring 30 km i morgen, så de er ude af vagten før hanen galer.
Da jeg efter badet får vasket lidt tøj bliver jeg overrasket af Carolyn – de har fået lov til at sove på madrasser i opholdsrummet sammen med 2 andre. The Camino provides!
Nu har jeg booket til i morgen – et herberg, der ikke ville besvare min mail eller opkald – men som dukkede op på booking.com.
Kort tur igen i morgen – men for mine fødder bliver den lang nok.
Og nu skriger min mave efter mad – Risotto lavet af en italiener. The Camino provides!