Det er nok det spørgsmål, jeg stiller og er blevet stillet flest gange – Hvorfor?
Jeg har nogle gange forsøgt at svare: Hvorfor ikke? – men det svar bliver naturligvis ikke helt accepteret, så jeg må grave dybere – Finde mit “WHY”
Næste spadestik afslører, at det har været min drøm i flere år – WHY? Hvad er det, der trækker og hvorfor, og WHY er det stadig kun en drøm?
Jeg er nået til et stadie i mit liv, hvor nogle ting bliver nemmere at prioritere og har en anden værdi – så…
I slutningen af april bliver skoene snøret i det sydvestlige hjørne af Frankrig, og efter 7-800 kilometers gåtur over Pyrenæerne og igennem en håndfuld nordspanske provinser vil jeg – når maj bliver til juni – formentlig stå i katedralen i Santiago de Compostela.
Formentlig…fordi Vejen – for mig – stadig er vigtigere end Målet.
I 5 uger vil jeg gå over bjerge og højsletter og gennem skove og små landsbyer.
Jeg vil blive våd af både regn og sved. Krop og sjæl vil blive udfordret og til tider mishandlet.
Men alt vil være godt, for jeg vil stoppe op – og når muligheden og trangen byder sig, så vil jeg drikke mig en kop café con leche eller espresso og spise en bocadillo.
Jeg vil møde mennesker fra hele verden, der går samme tur som mig – men måske af en helt anden grund – vi vil få en snak via fælles gloser eller tegnsprog og vi vil blive klogere på Verden, os selv og hinanden.
Jeg vil nok også gå alene et stykke tid og lade min introverte side samle kræfter og fordøje indtryk og ny visdom for herefter at være klar til at blive indlogeret på et herberg In the middle of Nowhere sammen med en flok fremmede svedige mennesker.
“El menú del peregrino” vil blive indtaget med snak og latter og nok også et glas pressede druer.
Næste morgen forlades sovesalene, hvor snorken, ømme kroppe og manglende ilt nok ikke har gjort ligeså meget for søvnkvaliteten som for rummeligheden og tolerancen.
Men alt vil være godt, for naturen, oplevelsen og historien venter lige rundt om hjørnet eller over den næste Tortilla.
Som gruset bliver til støv under mine og tusindvis af andres fødder, så bliver nye som gamle tanker og problemstillinger også finmalet for derefter at bundfældes eller forsvinde med brisen eller skylles væk af regnen.
Jeg vil ydmygt stå og beundre katedraler, der blev færdiggjort generationer efter den første sten blev lagt.
Jeg vil gå ad stier, hvor pilgrimme har vandret i mere end 1.000 år, for at ende ved apostlen Jakobs grav i Santiago.
Broer, der går tilbage til Romertiden, vil blive betragtet og krydset.
Jeg vil gå den tur, fordi jeg har grebet muligheden og stadig har lysten, modet og nysgerrigheden – og kræfterne.
That´s Why!
Flybilletten til Sydfrankrig er bestilt sammen med den første overnatning – resten er op til Caminoen.
Ingen planlægning – men kun forberedelse (man er vel lidt analytisk anlagt).
Caminoen indbyder til “manglende planlægning”. Stier/veje er afmærket, cafeer og herberger ligger spredt ud på ruterne og det hele er “afprøvet” så mange gange.
Hvorfra, hvornår, hvordan og i hvilken version jeg kommer hjem igen ved jeg ikke – men hjem kommer jeg!
Denne tur er mulig fordi min arbejdsgiver og specielt Frank & Sandie, har mødt ideen med fleksibilitet og opmuntring.
Tak for inspiration fra blandt andet Peter og hans bog, Kristin & Peter for deres historie og fantastiske billeder og film og tak til Jane for spørgsmål/svar, snakke & mentoring og tak til familien.
Drømmen bliver ikke endnu engang pakket væk – den bliver derimod pakket ind og lagt under juletræet.
Gaven til mig selv!
De næste måneder vil fritiden blive brugt på de sidste indkøb, tiltrængt opfriskning af spanske gloser og at flytte noget af vægten fra maven til rygsækken.
Mon ikke der bliver tid til en lille gåtur eller 2 (ikke træning – men forberedelse)
…og så må det godt snart blive april…
: