Dag 19: Castrojeriz – Villarmentero de Campos (36km – 510m)
Det er skide svært at klappe sig selv på skulderen, når man ligger i den store dobbeltseng og lige har været i bad – men jeg har prøvet, for jeg har fortjent det.
Dagen i går sluttede ret hyggeligt. Vi var vel 10 personer, der skulle have pilgrimsmenu på det helt nye herberg – der var en håndfuld vegetarer, der hellere selv ville grave grøntsager op, så de passede sig selv.
Men vi var 5 ved vores bord – USA, Canada, Holland, Irland og jeg.
Efter salaten, kylling m/ris og en Magnum-kopi trængte vi alle – undtagen USA – til en kop te/kaffe, så jeg foreslog min eftermiddagsbar, som ingen af de andre havde besøgt.
Vi var heldige at få et bord og over kaffen/teen gik snakken og for en gang skyld så var det bare irsk humor, danske film og serier og anekdoter fra en svunden tid, da vi alle stort set var jævnaldrende.
Voldsomt hyggeligt – og de havde samme positive holdning til baren som jeg – men alle var morgen-vandrere, så…
Natten var ærlig talt lidt en modsætning til i går.
Jeg vandt heldigvis en underkøje og når jeg tager i betragtning hvor meget hele modulet gyngende da det spinkle fruentimmer kravlede op, så kan jeg da have mine tvivl om hvorvidt sengen ville blive stående natten igennem, hvis det havde været mig på toppen.
No matter what, så skal automatisk lys bare forbydes, hvis folk ikke kan bruge et dørhåndtag og forbyd alle blå dioder i diverse ladestationer – Nattens brok!
Morgenfolket begyndte deres rutiner kl 5:15 – og Trunten over mig havde endda sat alarmen – jeg var vågen, men det gør man bare ikke. Måske vibration men IKKE lyd.
6:30 var alle undtagen en Cykelmyg og jeg ude af værelset og kl. 7 var jeg pakket både her og der og klar til en lang dag.
En dag, der havde en stigning ud af byen og en noget længere stigning over det højeste punkt på Mesetaen – helt op på toppen – og der havde jeg læst – en efterfølgende brat nedstigning.
Jeg havde voldsomt gode ben og da centralnervesystemet først blev overbevist om, at jeg ikke tog hensyn til smerterne fra specielt højre lilletå, så fløj jeg afsted.
Pulsen kom op og sveden frem, men toppen blev nået – og der blev jeg mødt af nedstigningen – 18% på beton – det havde været livsfarligt, hvis det var vådt!
Stavene godt foran dig så de kan tage lidt af farten og så ellers sikre, at der er nogenlunde fri bane.
Sikkert nede og af med jakken – 2 gange uld holdt mig varm resten af dagen.
Begivenhedsløs tur og ikke nogle steder jeg gad at opsøge eller gå omvej for at få morgenmad, så et par pitstop på markerne med strømpeskift og vandindtag.
Efter omkring 25km nåede jeg Fromista, hvor der burde være en pengemaskine og noget frokost.
Jeg tømte automaten – blev afvist de første par gange, men tænkte, at det nok var fordi maskinen var ved at løbe tør, så via 8 forsøg og 3 transaktioner, tror jeg ikke at de, der stod efter mig, fik mange euro med hjem.
Ind på en skummel bar og få en bocadillo con jamon og 2 sodavand. Der fik jeg lige set at Spanien vist ikke var helt tilfreds med Eurovision-resultatet. Men det var Danmark vist heller ikke.
Så afsted på de sidste 10km, hvor jeg godt nok skulle æde mig selv og tale meget højt indvendigt for at overbevise nervebanerne om, at det var MIG, der bestemte.
Endelig fremme og fik betalt 550,- for værelse m/balkon, 3 retters aftensmad og 2 iskolde cola-to-go.
Og fik man så lige et værelse, der kunne hamle op med de køjesenge, som ikke var ledige?!
Nu er krop og tøj vasket og en god time til aftensmad og i morgen er noget kortere.