Dag 15: Espinosa del Camino – Agés (20km – 490m)
5 forskellige pilgrimme på 24 timer.
Lad os starte med Pin fra Singapore. Hun havde set det tv-show fra Sydkorea, som alle rygterne omhandler. Det blev vist for et par år siden – men så var der lige Corona.
Tv-showet kan nok bedst sammenlignes med Big Brother, hvor der er kameraer overalt. Tv- selskabet havde lejet/købt et herberg i en uge, og så blev der sendt non-stop hele ugen, med fokus på pilgrimmene, det kom og gik og køkkenet, hvor der blev fremstillet koreansk mad til samme pilgrimme.
De eneste steder, der ikke var kameraer, var på toilettet.
Serien blev en kæmpe succes og derfor er der så vanvittig mange koreanere på Caminoen i disse år.
Pin havde besluttet sig for, at hun også ville afsted og havde derfor lavet en lidt uhørt aftale med chefen med ekstra opsparet og overført ferie. Hun fik naturligvis en ny chef i mellemtiden – men heldigvis stod aftalen ved magt. Herefter begyndte hun et års forberedelse med at læse op, prøve og indkøbe det helt rigtige udstyr og så videre. Hun forstuvede desværre anklen den første dag i Pyrenæerne, men havde ikke kunne få en bus dagen efter, da det var 1. maj, så hun var gået videre – og det gik heldigvis ganske godt – bortset fra, at hun nok var ved at redde en influenza til sig.
Tom (England) var en blanding af en arbejds-nomade og lidt af en dagdrømmer/charlatan. Single, uden børn, ejendom eller forpligtelser. Han havde arbejdet det sidste års tid i Spanien, men pendlede en del frem og tilbage mellem Spanien og London til en syg mor. Jeg fandt aldrig ud af hvad han lavede – men han følte selv at han styr på både Camino og det spanske sprog.
Så han legede tolk specielt mod værtinden Christina og Pin. Jeg forstod faktisk bedre det originale end hans oversættelse. Han brugte stort set hele eftermiddagen og aftenen på baren og var også sidste mand i seng og sidste mand oppe.
Jeff (Australien) var som mange andre fraskilt og den ene datter boede faktisk tæt på Sarah i Lake District i England. Han arbejdede i konstruktions branchen, men var ikke sikker på at det var der hans fremtid lå. Vader ind i folk og kender alle efter få minutter. Får som tidligere nævnt selskab af faderen på det sidste stykke. Er typisk morgenvandrer, så han er afsted med pandelampe.
Guys (Holland) var faktisk den eneste gifte person. Uddannet psykolog og arbejder både med offentlig og privat praksis samt virksomhedsrådgivning. Har 2 piger til hvem (og konen) han skriver dagbog/blog til. Har bare taget ferie – naturligvis med fruens forståelse.
Sarah (England) fraskilt med 2 piger, hvor den store bor og arbejder på Cypern og den yngste er på efterskole. Hun er selvstændig og underviser/rådgiver hotelejere/B&B etc. Hun ville gøre noget for sig selv efter en lidt hård skilsmisse.
Generelt var vi alle enige om, at folk uden for caminoen ikke ville kunne forstå den åbenhed og fortrolighed blandt mennesker, der lige har mødt hinanden. Men som Sarah blandt andet udtrykte det: No need to chit chat, when we already have had intimate conversation about blistes and sore muscles.
Du har smalltalk, når du møder folk på vejen, og så danner du dig lynhurtigt en ide om du har “brug for en pause” eller om samtalen skal uddybes. Dog er der også stor respekt for at man helst vil gå i stilhed som jeg.
Vi er alle lige ude i gruset og højst tænkeligt ser eller snakker vi aldrig med hinanden efter Santiago.
Det skal opleves for at forstås fuldstændigt.
Nå, men vi blev skilt til middagen, da alle skulle forlade rummet inden borddækning.
Hollænderen kom først ind og prøvede at holde 4 pladser, men havde pludselig kun 2, og så skulle Jeff ud og hente en øl, og så endte Holland alene omringet af Korea. Jeg skyndte mig ned i bunden af rummet, hvor der var ledige pladser og Sarah fulgte efter, men Jeff endte med et par amerikanere.
Jeg fik så historien om Sarah og i korte træk havde døtrene spurgt om de ikke kunne flytte fra faderen. 2 dage efter var der pakket og 15 års ægteskab var slut.
Inden maden var der jo også den snart sædvanlige snak om “Hvor skal vi sove i nat” – og jeg havde som den eneste pludselig 2 senge på hånden og gav Sarah den, der lå længst væk.
Hun starter før fanden får tændt lyset og blev glad for at Jeff gjorde det samme, for så kunne de følges ud i mørket. Hun havde tilbragt natten på trucker-stoppets motel, og havde ærlig talt ikke været helt tryg. (Så hun havde ikke drukket chokolade).
Maden kom og speciel suppen var fantastisk. Hvidløgssuppe med bl.a. pocheret æg – mums og så fik jeg kylling til hovedret og Sarah og jeg råbte i munden på hinanden, når de max 10 “vindere” skulle have kage og ikke youghurt, is eller choko-mousse.
Natten var træls. Jeg var næstsidst, da jeg lige skulle skrive færdig og sortere vasketøj. Desværre havde jeg vundet overkøjen, så “klatremusen” måtte svinge 100 kg op af en 20cm bred “stige” uden at vælte seng, skab, sig selv eller træde nogle i hovedet. Sidste step og jeg smadrer den to-delte lilletå ind i sengerammen og hvis ikke jeg havde bidt tungen af mig selv, så havde jeg vækket hele caminoen. For ind i h…. AV!!!!
Ingen lagner i dag, så posen direkte på gummimadrassen og værst af alt, så en gummihovedpude. Jeg havde dog forudset det lidt, så med møje og ikke meget larm fandt jeg mit medbragte betræk frem og selvom det ikke passede helt i størrelsen så var det bedre end ingenting.
Men det værste var varmen og den manglende ilt helt oppe under loftet. Vi var 5 personer på ca 10 kvadratmeter. Det var ikke mange halve timer jeg fik sovet.
Alle man var ude omkring kl 6 – så selvom jeg skulle pakke, ordne fødder, så forlod jeg herberget inden kl 7.
Tæerne har det bedre og jeg tror jeg får lov at beholde den rigtige halvdel af lilletåen.
Ud i den klare, men vanvittig kolde morgen – vi kom ikke over 10gr før efter middag. Jeg er sikker på, nogle af let-pakkerne i shorts og t-shirts fortrød deres dispositioner.
Men sikke en omvæltning fra i går. De lange skygger er tilbage og efter dagens første test af en stigning inden 2 km, så har jeg faktisk gået i skov hele dagen. Der er nye lugte og fuglesang.
Jeg kunne have valgt morgenmad i herberget og efter små 3 km, men det var for tidligt – det var nok ikke det bedste (fra)valg, for næste chance kom efter 12-13 km, hvor der naturligvis var fyldt. Jeg fortsatte og havde faktisk så gode ben, at jeg kortvarigt fortrød, at jeg gav Sarah den lange tur på 28km.
Jeg tog lige et pitstop efter ca 14 og smed skoene og lagde mig i grøften. Du skal altså ikke gøre dette, eller halte, eller se ked ud, før pilgrimmene spørger om du er ok. Der er en voldsom opmærksomhed og indlevelse fra hele pilgrimsverdnen. Det kan måske forklare lidt om åbenheden og tilliden.
Det er også kotume, at man bare lader rygsækken stå, hvis man lige skal på toilet.
Alle fra lokalsamfundet hilser på dig enten ved Hola!, Buenos diaz eller Buen camino – og du hilser tilbage.
Jeg kom frem til herberget inden kl 12, og det åbnede først kl 13 – så jeg begyndte straks at finde morgenens seng i Burgos men her 3-4 timer senere er der stadig ikke gevinst.
Jeg er blevet tildelt en enkeltseng på en 7-mandsstue – håber der er lidt mere ilt end i går.
Og så ned på nabo-baren efter morgenmad , som i dag bør kaldes minimum brunch – bocadillo med ost, tomat og sortfodsskinke, øl og magnesium-drik.
Og så efter Burgos starter Mesetaen så småt. Hvedemarker og momental sindssyge så langt øjet rækker i en uges tid. Så er evt. læsere forberedt.