Forventninger er et tveægget sværd. Hvis du ikke har nogle forventninger eller ikke har sat dig ret meget ind i hvad du kan forvente, så kan du risikere at slentre forbi den mest fantastiske bygning, historie eller udsigt – og du vil måske ærgre dig dagen eller ugen efter.
Modsat hvis du har sat næsen op efter det helt store og så opdager, at det er som at stå på Langelinie og “lede” efter Den lille Havfrue.
Jeg hører absolut til den gruppe mennesker, der godt kan lide at forberede mig – ikke Planlægge for meget, men Forberede.
Ved at forberede mig, så har jeg et omrids eller en visualisering at turen.
Jeg ved nogenlunde hvad jeg kan komme forbi, hvad jeg skal over, eller hvad jeg kan opleve – af gode og mindre gode ting.
Jeg ved, at min Camino starter med den efter sigende hårdeste etape fra Saint Jean Pied de Port over Napoleons-passet i Pyrenæerne til Roncesvalles. Det er ca. 25 meget kuperede kilometer, hvor man efter 15-17 km når omkring 1.400 moh for derefter at begynde nedstigningen.
Så allerede på førstedagen bliver syren trukket ud i musklerne – og kroppen, der slet ikke er gået varm endnu, lider under både opstigningen men specielt nedstigningen.
Jeg har Forberedt mig ved på forhånd at vælge at være Tøsedreng og har endda garderet mig imod overmod.
Jeg starter stille og roligt med kun 9 km men meget stejl stigning til Orisson for derefter at nyde eftermiddagen og aftenen med udsigt (forhåbentlig) over bjergene og de prustende og svedige Pilgrimme, der halser forbi. Herberget er bestilt og betalt, og dagen efter tager jeg så det sidste hårde stykke op og ned og går måske nogle ekstra kilometer, for allerede her at bryde de traditionelle etaper.
Dette giver mig (måske) 2 fordele:
- Kroppen (og jeg tænker mest på min ryg ved nedstigningen) kommer forhåbentlig bedre igennem starten og gør at jeg ikke skal lide unødigt af slidte led i 3-4 dage efter.
- Skæve etaper giver nok mindre stress på ruten og herberger. Umiddelbart vil jeg ikke stræbe efter at skulle starte “før Fanden får sko på”, for at nå frem til et bestemt herberg ved åbningstid. Det skal være en oplevelse og ikke et væddeløb.
Mange bøger/guidebeskrivelser har “lagt” ruten næsten identisk på forhånd og hvis 75% vælger at følge disse etaper, så vil der automatisk være ekstra run på specifikke herberger/byer.
Jeg skal nok få selskab alligevel.
Betænkeligheder
Jeg har med fuld overlæg valgt ordet Betænkeligheder fremfor Bekymringer.
Der er nogle forhold, der kan ødelægge turen, hvis jeg ikke har forholdt mig til dem på forhånd.
- Den fysiske form
Her er jeg slet ikke bekymret. Dagligt vil jeg sagtens kunne bevæge mig minimum 10-15 km igennem en måned, og jeg nyder at gå 20 km herhjemme.
Og jeg skal jo ikke andet.
Vil jeg nå Santiago med kun 10-20 km om dagen?
Nej!
Men det skal ikke være Målstregen, der bestemmer – Det er Turen, Vejen – Caminoen.
Og som mange skriver/siger: Man skal ikke gå Caminoen før man går Caminoen! Ikke opsøg overbelastningsskader ved for meget træning. Gang er en naturlig bevægelse, og under Caminoen skal man nok gå sig i form.
Start roligt ud, så kommer det daglige gennemsnit nok op omkring 20-25 km! - Har jeg husket det hele?
De fleste har for meget med, og hvis jeg mangler noget, så er der butikker, hvor jeg kan købe noget. Det er jo hverken et U-land eller tværs gennem en ørken – Man går igennem et levende samfund og er ikke alene i en robåd over Stillehavet. - Regn, regn & regn
I starten fyldte usikkerheden på vejrsituationen en del i mine tanker.
Jeg vil blive våd – der vil være meget trælse dage med slagregn og vådt tøj og kolde muskler – Men en lørdag i oktober gik jeg 43 km omkring Ringkøbing og blev gennemblødt 5 gange – vinden nåede at tørre mine bukser hver gang. Skoene blev våde, hvilket gav mig store og mange vabler (på trods af 5-6 sokkeskift). Men jeg “overlevede”, og det bliver ikke værre end det.
Skoene er skiftet ud med en Goretex-model, der forhåbentlig holder det meste vand ude – og så bliver det nogle kortere dage (under 43 km 🙂).
Nu kan jeg kun blive positivt overrasket. - Sovesale
Får jeg sovet?
Næ, men jeg får jo heller ikke mine anbefalede 7-8 timer herhjemme. Jeg har en rimelig dårlig søvnkvalitet, hvor jeg vågner rigtig mange gange i løbet af natten – men jeg lader mig ikke irritere af det, og med mine nyindkøbte ørepropper så behøver det heller ikke irritere mig i Nordspanien.
Worst case: Find et træ og tag en “morfar” med hatten trukket ned over øjnene i løbet af dagen.
Kan jeg overhovedet finde en seng? JA! - Vabler
Jeg vil få nogle vabler – det er jeg overbevist om – men ved at tilpasse dagene og i det hele taget passe på mine fødder, så skal det ikke ødelægge oplevelsen.
Mange Pilgrimme får slet ingen vabler – så måske… - Den psykiske udfordring
Jeg vil få mange timer i mit eget selskab, hvor tankerne vil spille bold med sig selv eller måske endda opfører sig som en ´80-agtig Flippermaskine – så til tider vil jeg måske være lidt underlig i tanke, tale og handling – men det vil jeg helt sikkert ikke være ene om. - Min gigt
Her er så den eneste betænkelighed, der nærmer sig bekymring. Jeg har en del gigt i lænden, skuldrene og også begyndende i fødderne/tæerne.
Det plejer at lindre, når jeg står og går – men hvordan gigten vil opføre sig igennem en hel måned, hvor jeg presser mig selv og bliver kold & våd og “sover” i halvdårlige senge må tiden vise.
Jeg tager Ipren, strækøvelser, en lille fodmassagebold og den store JA-hat med. - Hvordan kommer jeg hjem?
Det kan jeg jo ikke svare på, for jeg ved jo ikke hvornår 🙂
Der er meget velfungerende offentlig transport og minimum 3-5 lufthavne i nærheden, der kan bringe mig på rette vej.
Umiddelbart tror jeg at en togtur til Madrid og 1-2 flyture derfra løber med sejren.